![]() | ||||||||||||
![]() | ||||||||||||
![]() | ![]() | ![]() | ![]() | |||||||||
Om tandlægeskræk og mine behandlinger Over en trediedel af befolkningen lider af tandlægeskræk i forskellig grad. For ca. en trediedel af disse er et tandlægebesøg en så angstfyldt oplevelse, at de slet ikke kommer afsted. Nogle er bange for specifikke dele af behandlingen, fx. boring, sprøjter, lugt eller lyd. For andre er det ikke specifikke ting – det er hele situationen. Som noget enestående i Danmark, tilbyder jeg bange patienter psykoterapi uden for klinikken som hjælp til, at de overhovedet tør sætte sig i ”stolen”. Ud over at være tandlæge er jeg autoriseret psykoterapeut - se mere om mig her. Jeg behandler derfor patienter både med terapeutisk og tandlægemæssig omsorg og ekspertise. Jeg er en af de få tandlæger i Danmark, der praktiserer med denne dobbelte faglighed. Mennesker med tandlægeskræk ved ikke altid, hvorfor de er så bange. Jeg har erfaring for, at tandlægeskræk kan stamme fra oplevelser fra barndommen - situationer, der ikke nødvendigvis har noget med smertefulde oplevelser hos tandlægen at gøre, men som kan have deres oprindelse i fx fald, biluheld, hospitalssituationer eller andre chokoplevelser. Selvom sådanne hændelser tit kan være forsvundet fra hukommelsen, kan mine terapeutiske teknikker alligevel forløse den angst, der er forbundet med tandlægebesøg. Vi mødes uden for klinikken i mit terapirum. Her er vi langt væk fra lyd og lugt, der kan minde om tandlæge. Jeg anvender enten TAT (se mere her) eller TFT (se mere her) - begge teknikker bearbejder angst, uden at man skal kunne huske de ubehagelige oplevelser, der ligger bag angsten. Jeg plejer at kalde det 'trylle,trylle' - så nemt går det faktisk. Hos patienter, hvor angst er mindre udtalt, bruger jeg tilvænningsbehandling på klinikken. Vi træner den del af behandlingssituationen, der provokerer angst. Hvis det fx er boremaskinen, så sørger vi for, at ubehaget aldrig kommer over 5 (på en skala fra 0 til 10, hvor 10 er det max. ubehag, patienten kan forestille sig). Når angsten nærmer sig 5 stopper vi og arbejder med den, indtil vi er på 2 eller 3 igen. Det tager selvfølgelig noget tid, men glæden ved at opdage, at man kan klare mere og mere tandbehandling uden synderligt ubehag, er stor! Målet med min behandling er, at patienten kan møde til det halvårlige tandeftersyn uden angst, fordi tillid og tryghed ved behandlingssituationen er (gen)etableret. Mennesker med tandlægeskræk er tit frygtelig flove over ikke at have været til tandlæge i lang tid. Frygten for at blive bebrejdet, at der er gået måske mange år, holder i sig selv nogle fra at komme afsted. Bevidstheden om at have dårlige tænder kan medføre sociale problemer, fordi man ikke bryder sig om at vise sine grimme tænder i andre menneskers selskab. Det en kolossal lettelse at få taget hul på problemet og komme i behandling for sin tandlægeskræk. Efter behandling får man simpelthen mere 'gå-på mod' og en bedre livskvalitet. Læs om nogle tandlægeskrækbehandlinger her Jeg praktiserer tandlægeskrækbehandling i Trøjborgcentert i Århus N hos tandlæge Bente Mikkelsen se www.smil-bare.dk Hvis du ønsker en konsultation uden for klinikken så ring til mig på 8610 8210. For yderligere oplysninger om tandlægeskræk se hjemmesiden for Dansk Selskab for Odontofobi www.odontofobi.org | ||